19.000 solgte billetter!? Hey, hvad sker der? Hvordan kan det være at Parken ikke er fyldt til bristepunktet når Stevie kommer til landet? Det forstår jeg simpelthen ikke. Én ting er ikke at kunne få billetter fordi nogle koncerter bliver hurtigt udsolgt. Men når det ikke er tilfældet så kan det kun skyldes et grimt tilfælde af musikalsk ignorance, hvis man på en brandvarm sommerdag ikke anskaffer sig et adgangspas til sådan en begivenhed, hvis man alligevel har valgt at bruge sommeren i København.
Det kan siges så enkelt: Stevie Wonder = Wonderful. Fra første tone oplevede vi en veloplagt Wonder og et velspillende band. Politikens musikredaktør var begejstret, men skriver at lyden var dårlig. Det er der kun to ting at sige til: For det første, Erik Jensen, så skulle du få din røv ud af presselogen og ned på gulvet of for det andet, så er det efterhånden på tide at koncertanmeldere fatter at en stadionkoncert aldrig kommer til at lyde som stue Hi-Fi. Vi var placeret lige ved lydteltet og derfra var jeg vidner til en af de absolut bedste lydkulisser der nogensinde er præsteret i Parken. Intet mindre! Enig, de første numre lød ikke vanvittigt godt, men det tager altså lige noget tid for lydmanden at tune sig ind på hvordan akustikken er med 19.000 mennesker. Det er jo ikke fordi han ligefrem kan have den luksus at lave lydprøve med et halvfuldt stadion.
Wonder opfordrede selv til optagelse af ‘Happy Birthday’, så det har jeg naturligvis gjort. Så kan I selv vurdere lyden. Men husk lige på at den er optaget med en helt almindelig mobiltelefon med en skodmikrofon, ik.
Og så til selve koncerten: Her er der vel kun to anmærkninger. For det første, så havde jeg et naivt håb om at Wonder ville udlade den der frygteligt corny Melodi Grand Prix ballade ‘I just called to say I love you’. Det er og bliver et frygteligt nummer, en skamplet på Wonders karriere og et nummer som alle inklusiv Wonder selv ville have været bedre tjent med var skrevet af Kandis! Men nej, alle kan jo synge med, så den skulle vel spilles. Det ville også være i orden (man skal jo alligevel tisse og hente øl), hvis det ikke havde betydet at store numre som ‘As’ og ‘Pastime Paradise’ var udeladt. Men so be it….
Højdepunkterne: Well…. ‘Superstition’, ‘Sir Duke’ og ‘I Wish’ er jo alle supernumre, der på dagen blev fremført så brutalt funky at benene bare måtte skælve.
Og så var der jo naturligvis Wonders Michael Jackson tribute ‘Human Nature’: Måske er det bare mig, men et af de bedste numre, som verdens bedste artist nogensinde har indspillet, skrevet af en af arkitekterne bag verdens bedste rockbank (Steve Porcaro, Toto – hvis nogen skulle være i tvivl), fremført med Wonders legendariske mundharmonikaspil og med en trompetist, der med solbriller og hat a la Miles Davis i det mindste visuelt leder tankerne hen på ikontrompetistens udgave af samme nummer …. well … så kan man altså ikke lade være med lige at tænde en cigaret til at sunde sig på, på det ellers røgfri nationalstadion.
;o] TT