Man skulle ikke tro det, men en togtur i et indisk sovetog kan faktisk godt være for kort. Når man har været oppe kl. 4.30 om morgenen for at flyve til den anden ende af landet, nærmere betegnet Jodhpur, leget sightseeing i ørkenvarmen og fået et par Kingfisher sover man fantastisk i sådan et rullende skur – og kl. 6.00 har man bare ikke lyst til at vågne og skulle tage stilling til Indien påny, men tilbage til det senere….

Dag 1 – Torsdag d. 19 August

Rajasthan-turen startede som sagt i Jodhpur, hvor jeg mødtes med Nikita, der er en hollandsk veninde her fra Bangalore. Nikita rejser rundt i Indien backpacker-style og jeg fandt hende på byens næstbedste hotel (det første ville ikke have hende – too much backpacker style, I guess…) hvor vi spiste noget frokost og gik på oplevelse i Jodhpur, der er et ganske acceptabel lille indisk provinshul med en million indbyggere (!?). Højdepunktet (i geografisk forstand i hvert fald) var byens gamle fort Meherangarh, der er bygget gennem flere generationer af fire forskellige Mahajaer – udsigten herfra gengivet nedenfor.

Vi havde naturligvis gjort vores forarbejde og læst om fortet i Lonely Planet hvori, der blandt andet står “cast off your audio tour-prejudices, as this tour is terrific, with a mix of history, information and dramatically narrated anecdotes. It’s a real treat to wander around at your leisure, taking a fix of information when you feel you need it.” Og det gjorde vi så… Jeg er efterfølgende blevet overbevist om at det er en lille joke, som Lonely Planet folkene hygger sig med og at 10 rupees bliver sendt til Lonely Planet hver gang nogen bider på krogen. Imponerende var den audio tour altså ikke, men det lykkedes da at få et billede af Nikita i bedste amerikaner tourist-stil (og tak til Lonely Planet for det 🙂 )

Efter turen på fortet var vi på rundtur nede i byen, som ikke adskiller sig nævneværdigt fra andre indiske provinsbyer. Så efter lidt traven rundt fandt vi frem til byens eftersigende bedste restaurant, hvor vi kunne tanke op til nattens togtur. Og så tilbage til begyndelsen af denne blog…

Dag 2 – Fredag d. 20. August

Som sagt er det altså ikke en fornøjelse at blive jaget ud af et tog kl. 6 om morgenen. Slet ikke når man ankommer til Jaisalmer, Indiens kamelhovedstad, og alle kamelguiderne udemærket er klar over at hele dagens læs turister (som ikke er ret mange uden for sæsonen) ankommer med netop det tog. Faktisk nåede vi ikke en gang at pakke vores ting sammen før de første par hotellakajer stod på nakken af os inde i toget. Nikita bevarede dog roen og fik en stadig halvsovende Yours Truly hevet ud af toget og forbi alle sælgerne. Efter en lille kop chai på banegårdsbaren lykkedes det også at praje en rickshaw, der fik os transporteret til byens torv i Jaisalmer, der i øvrigt er en by der langt overvejende består af et gammelt fort hvor folk stadig bor. På torvet blev vi så naturligvis igen overfaldet af hotel- og safarifolk, men på mirakuløs vis lykkedes det at udvælge den mest stille af dem, der bragte os til Hotel Paradise. Meget hyggeligt hotel, med en fin tagterasse, nogle rimeligt kitch, men rene, rum og væsentligst af alt en sød og rar hotelmand, der præsterede at arrangere safari for os og skaffe mig en bil tilbage til Jodhpur til om søndagen uden at lave det klassiske “nu-nævner-jeg-en-vanvittig-høj-pris-og-så-forhandler-vi-derfra” stunt, men faktisk var helt rimelig fra start. Det og en god kop kaffe hjalp bestemt med at få nathuen af og smilet tilbage på læberne.

Efter et par timers hvil var vi klar til at påbegynde kamelsafarien kl. 9.00. Så vi satte os i en bil og blev kørt ud i ørkenen hvor vi blev mødt af fire kameler og en safariguide ved navn Mathan. Og ja, det bekymrede mig: Som I nok ved hedder min ene chauffør her i Bangalore også Mathan og lad os bare sige det sådan, at hans stedsans ikke er noget at prale af (læs Kannur tur-retur blogindlægget!!). Når man står midt i en ørken, så håber man altså på at den manglende stedsans ikke er et særpræget indisk ord for “Mand uden stedsans”.

Det viste sig at Mathan var en både ganske glimrende or fornøjelig kamel-jockey og med hans kyndige vejledning fik vi besteget vores kameler og påbegyndt turen.På forhånd havde jeg frygtet at ørkenturen ville blive en ulideligt varm oplevelse, men vi havde fået provianteret passende påklædning inden afgang og det kombineret med en frisk brise gjorde det faktisk helt overkommeligt. (ja, Yours Truly i indisk Kurta og Turban – billede kommer ligeså snart jeg har fået et fra Nikitas kamera – det er et ømt syn!) Efter et par timers kamelridt var det dog blevet for varmt til at ride og vi fandt skygge og fik frokost under et af ørkenes få træer. Klokken tre sad vi igen på dyrene og jeg kunne for første gang mærke, at det nok ikke ville blive helt morsomt at bestige kamelen og sætte min bagdel i sadlen dagen efter.

Efter tre timers ridt mere, i det helt fantastiske og nærmest ubeskrivelse ørkenlandskab, gjorde vi stop og slog lejr for natten. Så solnedgang over ørkenen, drak chai og spise aftensmad med tilhørende King Fisher – yes, ikke helt dårligt med et glas øl til at skylle lidt af sandet ud af munden 🙂 Og på den måde sluttede dagen med at vi kunne ligge på feltsenge og kigge på stjernehimlen i helt og aldeles mørke og stilhed, kun kortvarigt akkompagneret af Maria Carey’s ‘All I want for Christmas is You’ – (spørg ikke – jeg ved ikke helt hvorfor … solstik og King Fisher måske !?).

Dag 3 – Lørdag d. 21. August

Sådan nogle ørkenfolk kan mægtigt godt li’ at stå tidligt op, så klokken lidt over seks blev vi vækket med en kop Chai, samt toast-butter-jam. Ikke ringe. Det eneste man kunne ønske sig mere var faktisk tilstedeværelse af en af civilisationens hjørnesten: Et brusebad!!! Med sand overalt påbegyndte vi dagens ridt, som vi dog besluttede os for at forkorte lidt. Egentlig var det planen at vi skulle ride til kl. 6 om aftenen, men vi var ret enige om at et ridt frem til frokosttid ville være mere end rigeligt.

Den beslutning viste sig at være ganske fremragende. Hvis vi ikke allerede realiserede det da vi forsøgte at sætte vores ganske ømme bagdele i sadlen, så gik det i hvert fald op for os, da vores guide spurgte: “Camel running?”. I Lonely Planet adviserer de om at da kamelture er et noget bumpy ride, så er det fornuftigt at kvinder tager sports-bh’er på. Da krikkerne satte i løb realiserede Nikita sandheden i dette, og måtte hurtigt lære at mestre den ædle kunst at holde brysterne fast med begge hænder og samtidig balancere på en løbende kamel. Meget bedre var det ikke for Yours Truly, der realiserede at mandens skridt også kan blive ganske medtaget af en dags kameltraveri. Således krydsede vi igennem ørkenen på kamelryg med henholdsvis to hænder på brysterne og en hånd i skridtet for at holde “løsdelene” forholdsvis stille. Jeg har en fornemmelse af at vores guide synes det var ganske underholdende – da han kiggede tilbage reagerede han ved at sørge for at de løb lidt hurtigere … hmmm .. nåh, fuld valuta for pengene.

Safarien sluttede med frokost, hvorefter vi blev kørt tilbage til Jaisalmer og efter et lille hvil og det bedste brusebad jeg nogensinde har haft (!!) var vi klar til lidt sightseeing i Jaisalmer og skylle oplevelserne ned med et par glas vin.

Dag 4 – Søndag d. 25. August

Egentlig er der ikke ret meget at berette om denne dag. Jeg forlod Jaisalmer kl. 7 om morgenen og kørte mod Jodhpur i en chartret bil og Nikita fortsatte sin tur op mod den pakistanske grænse til Amaritsar. Men dog er der en enkelt lille oplevelse der må deles: Da vi kom tilbage til hotellet aftenen før bad jeg dem sørge for at bilen var klar kl. 7.00 sharp. Normalt kan den slags volde ret mange problemer i Indien, så jeg var egentlig ret overrasket da det bankede på døren til værelset kl. 6.40 og de forklarede at bilen var klar. Det var sq en ny oplevelse. I øvrigt viste det sig også at de fire timer som de havde sagt det ville tage at køre til Jodhpur holdt stik. Meget imponerende – det må være et særkende ved Rajasthan 🙂

;o] TT